Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.
Vi er, kære kristne brødre og søstre, samlet her i dag for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Vi er her for at bede og høre Guds ord i troen på Kristus og i håbet om vores enhed i Ham. Det ser ud til, at det med tiden er blevet nemmere for os at mødes for at tale sammen og fremhæve det vi har til fælles. Vi har lært at bede sammen og at opbygge det der forener os i stedet for at vende det skarpe blik hen mod alt det der adskiller. Det er menneskets synd og svaghed at ville kunne retfærdiggøre sig selv lige der hvor det står. Det gælder også os der i vores yrke, liv og lære har vedtaget forskellige traditioner, principper og trosmæssige påstande.
Én nævnes lutheran, en anden katholik, den tredje baptist, anglikan, methodist eller hvad alle vores ismer nu hedder. Disse betegnelser reflekterer methoder, tankegang og historiske traditioner som vi har forbundet med troens gode kamp her i verden. Nu er vi altså samlet her i Guds åsyn. Det er vigtigt at vi husker vores „Fader vor.” Alverdens meninger vil aldrig kunne erstatte Livet i Kristus. Selveste Livet er hverken et princip eller en isme og den enhed vi har for øjne er ikke enhed, for enhedens skyld, men enheden i Kristi person, i Hans levende legeme.
„Oikoumene” er et begreb fra græsk der omfatter den af mennesker beboede verden. Dette ord finder vi i juleevangeliet hos evangelisten Lukas, der fortæller os om kejser Augustus’ befaling om at holde folketælling i hele „oikoumene.” Mange har i tidens løb båret på drømmen om deres „oikoumene,” d.v.s. at kunne forene verdens befolkning via alle slags idealer og fantasier om mennesket og menneskeheden. Kejser Augustus var ikke den første og heller ikke den sidste der gjørde et forsøg på dette. Lige nu, for øjnene af os alle sammen, kæmper mange for deres oikoumene. Nogle kæmper for et verdensomfattende kalifat, nogle for demokrati og andre slås for alt det man kan forbinde med rettigheder for mennesker. Vi kunne blive ved…
Der har aldrig været den tid at den hellige Kirke og dens kristne tro ikke stod overfor verdens kulturer med deres respektive syn på mennesket, tiden og tilværelsen. I vor tid her i den vestlige del af verden er der opstået et menneskesyn der grundlæggende er klinisk i psykisk-sociologisk forstand og det forbindes med viden og fremgang i samfundet. Via dette syn på mennesket bliver der gjort et forsøg på at forklare alt i menneskers liv, status og muligheder i forhold til private og samfundsmæssige anliggender. I forhold til dette diskuteres vores lykke, ret og frihed som den ultimative sandhed. At hele sandheden forholder sig sådan vil dog nogle tvivle på. Alligevel bliver dette forbundet med oplysning i vor tid, inden for en kultur der dyrker relativiteten og forholder sig stort set udelukkende til det forgængelige. Oplysning kan muligvis være viden eller information om hvad som helst, men i Kristi kirke forholder vi os også og frem for alt til det uforgængelige Lys, Kristi oplysning, Hans illumination. Jesus opfordrer os selv at „se til at lyset i os ikke er mørke (Luk. 11,35).”
Kirken har som bekendt også sit syn på mennesket, et syn der på sin måde også er klinisk hvis man ser godt efter. Kernen i kirkens menneskesyn er at vi alle sammen er Guds elskede børn, skabt i Hans billede. Guds billede i os som enten har taget alvorlig skade eller er blevet helt ødelagt af synden har Gud der elsker mennesket gengivet os, i Jesus. Kirkens menneskesyn drejer sig på glædelig vis om vores genløsning, en ny himmel og ny jord. Kirken forholder sig derfor til Livets Gud, Gud der er, Gud der vil frelse os fra syndens aktuelle formørkelse, dens forstummelse, dens døvhed og lænker. Kirken bliver sendt i kraft af Gud i Jesu Kristi navn, i kraft af Hans person, Hans fuldkomne sejr i livgivende død på korset, i kraft af Hans opstandelse fra de døde. Dette er dåbens lære om os og vor frelser Jesus Kristus. Lad os huske Kristus, Ordet, Hans åndelige illumination der oplyser også vores almindelige viden, såvel den psykiske som den sociologiske. Kristi Kirke et livets hospital hvor vi af omsorg og kærlighed lader os behandle af livets Gud, - et hospital hvor Jesus Kristus selv er lægen der altid har gjørt alting vel.
Dette bekræfter evangelisten Markus i dagens evangelium og vidner om at det er Jesus selv der helbreder os. Markus fortæller os om Jesu færden gennem Dekapolis ved Galilæas sø hvor „folk kom til ham med en der var døv og havde svært ved at tale og de bad ham om at lægge hånden på ham.” Det er bemærkelsesværdigt at Jesus tager sin patient afsides, væk fra skaren for at hele ham. Intimiteten i Jesu behandling burde også vække vores opmærksomhed.
Han stak sine fingre i den døve mands ører. Ja lad os huske at denne mand ikke kunne høre noget af det der blev sagt, kunne heller ikke høre Jesu ord. Der findes den spekulation at denne mand ikke var sådan fra begyndelsen af.. at han tidligere havde haft evner til at høre og tale. Lad os tænke over det.
Ved at stikke sine fingre i den døves ører, kunne vi forestille os at Jesus prøvede at udvide dem, åbne dem således at den døve mand ville kunne høre. Ved at spytte på sine fingre og røre ved den døves tunge kunne man også forestille sig at Jesus prøvede at helbrede det defekte organ. Men selvom Kristi fingre var og er Guds fingre, og selvom vandet i Jesu mund er Guds, fremstår dette sandsynligvis som kommunikation med den døve og forberedelse for selve helbredelsen, der sker ved kraft af Guds Ord. At spytte var dengang som det også er i vor tid et tegn på foragt og nedgørelse. Men der fandtes også situationer hvor man anså mundvand som middel eller essens for helbredelse.
Jesus vendte sit ansigt op mod himlen, sukkede dybt og fremsagde det Ord evangeliet forbinder med den kraftudfoldelse der helede manden: Eph' pha' tha! Lad dig åbne! Og straks lukkede mandens ører sig op og det bånd der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Det var Jesu Kristi intention der ved Guds kraft blev virkeliggjort.
Kære venner. Der er intet særligt ved ordet „Eph'pha'tha.” Det afgørende er kun hvem fremsagde det dengang og til hvilket formål. Det kommer fra den aramæiske dialekt der var Jesu modersmål. „Eph'pha'tha” er et verbum der på grammatisk vis betegnes som passiv imperativ.. d.v.s. det blev fremsagt i passiv bydeform, altså som en ordre. Lad dig åbne! Det er altså ikke en ordre de defekte organer skal udføre ved egen formåen. I hændelsens sammenhæng er „Eph'pha'tha,” Guds skabelsesord i Jesus Kristus. Skabelsesordet udgår af Guds mund og indebærer hans gode vilje, kærlighed og kraft. Det var dette Ord der var i begyndelsen og det var dette Ord der „blev kød og tog bolig blandt os.” Jesus Kristus skaber og genskaber med Livets Ord... lige som Gud gjorde da han, i begyndelsen sagde: „Der skal være lys!”
I vor tids såkaldte oplyste samfund er det ikke selvsagt at vi sætter pris på miraklernes selvfølgelighed. Set med Kristi og troens øjne er det afgørende at for Gud er alt muligt. Gud åbner vores sanser ved sit „Eph’pha’tha” og viser os at i Kristus selv er der ingen splittelser eller polarisering, at i Ham har vi allerede den enhed vi savner. Vi er alle Guds børn ved troen, - i Kristus Jesus (Gal. 3,26).”
Den kristne verdens „oikoumene” har med at gøre at vi ikke skammer os ved evangeliet og kæmper i dets kraft for kærlighedens forsoning mellem brødre og søstre i troen på Kristus. At vores sjæle vil kunne gå i strålerne fra Ham der selv er Lyset. Kristus er menneskers vej i og hen mod oplysning; sandhed i mørkets fortvivlelse og liv i dødens skygge. Dette er han ved sit Ord i egen person, overfor alt det der har en fællesnævner i Satan, som vi kan betragte som verdens syndige uveje, løgne og død. Desværre er begreber som synd og nåde blevet fremmede i den vestlige kultur og deres betydning er måske blevet udvandet. Den der elsker Gud ved hvad de indebærer, ved at det var synden der skabte uenighed blandt os og at Gud vil af sin nåde samle alle sine børn. Troens „oikoumene” er derfor ikke blot et ideal eller en kirkepolitisk fantasi, men en synders bøn som indebærer den indrømmelse at vi hverken kan frelses eller retfærdiggøres af vores respektive kulturelle identiteter. Livets Gud er, i sig selv, ikke en kulturel eller psykisk relation. Han er en person der elsker os. Frelse i Kristus bliver ikke pisket frem med verdslig magt eller politisk manipulation. Kun Jesus Kristus frelser. Vores enhed med søstre og brødre i troen findes på Helligåndens premisser. For der er enheden allerede.
Det er som vores elskede og omstridte apostel Paulus har skrevet: „Vi er alle blevet døbt med én Ånd til at være ét legeme.. og ét legeme består ikke kun af én del, men af mange (II. Kor. 12,13/14).” Apostelens lignelse om Kirken som Kristi legeme burde fremme vores forståelse og vejlede os i troens liv og forkyndelse lokalt som globalt. Jesus Kristus selv er vores middel og mål, for der hvor han er, er den hellige Kirke. Om dette siger Kristus Jesus: „Den der tjener mig, skal følge mig og hvor jeg er, der skal også min tjener være (Joh. 12,26).” Denne lokalisering af kirken og alle Kristi tjenere er selvfølgelig ikke geografisk i hverdagens forstand, den er åndelig og har med tro og lydighed at gøre.
Kære Kristi venner. Jesus Kristus selv er i går og i dag den samme og han har været i al evighed. Han er i egen person Lyset, „det sande lys der kom til verden for at oplyse ethvert menneske (Joh.1,9).” Var vi ikke i Kristus, var vi næppe samlet her i Hans navn for at høre Guds ord, synge og bede sammen. Er vi i Kristus, må vi være én allerede. Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN.
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. AMEN.
